Kvong Kirke er en typisk dansk middelalderkirke fra 11-1200-tallet. Det mest iøjnefaldende materiale er de store kvadersten, der udgør størstedelen af murene, sådan som det er typisk for den tids kirker. Man har anslået (med al den usikkerhed det indebærer), at en stenhugger brugte cirka 40 timer på at hugge en granitblok til en firkantet kvadre. Hvis en arbejdsdag var på gennemsnitlig 10 timer, ville det altså tage 4 dage at forarbejde en granitblok; altså 1½ kvadre pr. uge. Til en gennemsnitlig romansk middelalderkirke bruges der omkring 4500 kvadrer. Et år havde cirka 300 arbejdsdage. Derfor skulle en enkelt stenhugger bruge i omegnen af 60 år på at hugge kvadrer til 1 kirke. Man ansatte dog adskillige stenhuggere, når et byggeri igangsattes. Ellers ville byggeriet trække alt for langt ud.
Oprindelig har kirken kun bestået af skib (det store rum, hvor kirkegængerne sidder) og kor (det mindre rum, hvor alteret står). I senmiddelalderen supplerede man bygningen med et tårn af munkesten (brændte mursten). Våbenhuset er også kommet til senere, men er blevet udskiftet flere gange; sidst i 1851. Mens de ældste dele af kirken har blytag, har tårn og våbenhus tegltag.
Hvis kirken ikke fra begyndelsen af tilhørte kongen, kom den i hvert fald til det. For det var kronen, der i 1690 kunne afhænde kirken til major Frantz Hieronimus von Bühren, som efter 5 år solgte den videre til amts- og proviantforvalter Poul Zachariassen Grønnewald til Hesselagergård. Grønnewald købte samtidig Lyne Kirke, der siden 1500-tallet havde delt (og stadig deler) pastorat med Kvong.
Siden skiftede kirken hyppigt ejer. Fra 1780 var den i birkedommer Hans Schmidts varetægt. Schmidt ejede Frøstrupgård, der lå i nabosognet Lunde. Hans enke valgte at sætte kirken på auktion i 1797. Her bød sognets beboere højst. Herefter fandt der intet ejerskift sted førend 1932, hvor kirken overgik til selveje.
I dag er det menighedsrådet, der har ansvar for kirkebygningens vedligeholdelse. Der bruges til tider mange penge og arbejdstimer på dette. Og dog er det som regel småting sammenlignet med tidligere tiders reparationer. Eksempelvis konstaterede man i midten af 1600-tallet, at dele af sydmuren var sunket. Man måtte derfor nedtage og genopbygge disse dele. Våbenhuset havde det heller ikke for godt, idet der manglede 150 tagsten og 200 mursten. Og sådan fortsatte listen af bygningsmæssige uhyrligheder. Et lille århundrede senere (1731) måtte man atter i gang med sydmuren. 50 kvadre blev taget ud og muret op igen. Det har altså ikke altid været lige morsomt at være kirkeejer, hvilket måske forklarer de hyppige ejeskift.
Når man kommer ad Kirkebakken og har passeret kapellet (med toilet og graverkontor på bagsiden) samt værktøjsrummet, kommer man til kirkegården.
Kirkegården er omkranset af et markstendige med selvsået bevoksning. Langs indersiden af diget løber bøgehække.
Hovedindgangen midt i norddiget udgøres af den særprægede "køreport", der består af to hvidkalkede piller med en smedejernslåge imellem. Porten er sandsynligvis fra 1792. Det særprægede ved porten er, at begge piller hælder ganske meget mod øst. Selvom det vittigt er blevet foreslået, at det skyldes vestenvinden, er det nok snarere et skred i jorden under pillerne, der er skyld i hældningen. I 2006 gennemgik pillerne en meget kraftig istandsættelse, idet de øverste to tredjedele af begge piller blev revet ned og bygget op igen i nye materialer.
Set i forhold til kirkens alder er det forholdsvis kort tid siden, at kirkegården kom til at se ud, som den gør nu. Indtil sidste halvdel af 1800-tallet var den blot et græsgroet område med grave på. Græsset blev ind imellem høstet af den, der havde lejet kirkegårdsjorden. Fra 1844 var det dog degnen, der fik høet. Til gengæld skulle han sørge for at ringe med kirkeklokken. I 1870'erne indledte man en regulering af gravene, og senere fulgte den ene forbedring af kirkegården efter den anden. Den sidste større forbedring af kirkegården udgøres af brostensbelægningen fra køreporten til våbenhuset. Denne sti kunne kun anlægges, fordi Viggo Eriksen, der bor i Kvong, donerede penge til det i 2003.
Oprindelig kom man ind i kirken ad to forskellige døre alt efter, om man var mand eller kvinde. Den nu tilmurede syddør var indgang for mændene, mens kvinderne gik ind ad den dør, der i dag adskiller skib og våbenhus. Når først man var inde, stillede man sig pænt i den side af kirken, som man allerede befandt sig i. Her skulle karle og piger ikke fjante, men lytte til Guds ord! Under den langvarige messe i katolsk tid var det kun de gamle, svage og gravide, der måtte sidde ned. De måtte dog nøjes med de bænke, der var stillet langs med væggene; for andre bænke fandtes ikke. Man stod på det lerstampede gulv. De klinker, der i dag udgør kirkerummet, er valgt, fordi de tilnærmelsesvis har samme farve som det oprindelige gulv.
De oprindelige vindueshuller var ret små og dybe, hvorfor kirkerummet har været temmelig mørkt. Til gengæld har det gjort det lettere at holde på varmen, der ellers kunne være sparsom om vinteren. Senere valgte man dog at mure en del af dem til og hugge 4 nye og større vindueshuller ud i kirkens sydside. De to oprindelige vinduer i nordsiden mellem våbenhus og kor blev i 1952-53 forsynet med glasmalerier. Det ene motiv viser ærkeenglen Gabriel, det andet Jomfru Maria. Sammen udgør vinduerne altså en fremstilling af Mariæ bebudelse, hvor Gabriel gav Maria besked om, at hun var udvalgt til at føde Guds Søn (Luk. 1,26-38). Malerierne er udført af den bornholmske kunstner, Paul Høm (1905-1994), som i høj grad har sat sit præg på kirken.
Som det kan ses på billedet herover, malede Paul Høm et stort freskomaleri omkring indgangsdøren. Det består af 3 motiver. Til venstre: julenat (Josef, Maria og Jesus samt dyr i stalden). Til højre: Påskemorgen (englen og kvinderne ved graven). Ovenover: Livets port ind til Guds rige og det evige liv. Ifølge Axel Pedersen, der var præst i Kvong-Lyne pastorat fra 1937 til 1953, er den voksne mand den opstandne Kristus, mens drengen er det døende menneske. Kristus tager om mennesket og peger opad mod "Livets hjem".
At Høm kunne lave kalkmaleriet og de øvrige udsmykninger skyldtes, at gårdejer og sognerådsformand P. Chr. Maegaard og hans hustru, Marie (født Thuesen Hansen), der boede i sognet, testamenterede 37.100 kr. til kirken. Et lignende beløb testamenterede ægteparret til kirken i Lydum, fordi de begge stammede derfra. Her udsmykkede Jens Urup Jensen hele kirkens nordvæg med scener fra de 4 evangelier. I Kvong var det Paul Høm, der blev valgt til den store udsmykningsopgave.
Det var Maegaards ønske, at to trejdedele af arven skulle anvendes til kalkmalerier i kirken. Selskabet for Kirkelig Kunst anbefalede et gobelin (et vægtæppe med indvævede billeder i farver), men menighedsrådet fastholdt ønsket om et kalkmaleri. Selskabet for Kirkelig Kunst måtte derfor opgive forslaget om gobelinet og foreslog, at man satte Paul Høm på opgaven med freskomaleriet.
Efter færdiggørelsen af fresken fortalte Høm, at han havde haft besvær med at få den gule farve kraftig nok. Endelig var der en, der rådede ham til at blande ajle, altså urin fra kreaturer, i farven. Det virkede, men lugtede selvsagt forfærdeligt. - Det gør det ikke længere!
Renæssancealtertavlen stammer fra overgangen mellem det 16. og 17. århundrede. Oprindelig har den været knap så farverig, som nu. Det blev den først, da maleren Julius Koch i 1752 (årstallet står på tavlens nederste sidefelter) malede træværket med stafferinger (pyntelige streger og linier) og fornyede de bølgende vinger og topgavlen. På sidstnævnte er malet en sol med det hebraiske navn for Gud ("Jahve") i. Også motivet mellem topgavl og hovedfelt skyldes Julius Koch. Det forestiller en sammenblanding af Kristi opstandelse og himmelfart. Som skudt ud af en kanon farer Kristus ud af graven og op mod himmelen med en sejrsfane i hånden.
Hoved- og sidefelterne, der i dag er dækket af Paul Høms fremstilling af den sidste nadver, blev ligeledes malet af Julius Koch i 1752. Hovedfeltet findes stadig inde under den kobberplade, som udgør den midterste del af Høms maleri. Det forestiller Kristus på korset. Han hænger med øjnene vendt mod himlen og med et lettere utålmodigt, men ikke spor forpint udtryk i ansigtet. Til venstre for korset knæler Maria Magdalene med oprakte arme og blikket vendt mod Jesus. En overdådighed af gevandter ligger luftigt om hendes krop og jorden bag hende.
I 1913 dækkedes Kochs malerier på sidefelterne af skriftsteder. Indtil da havde man på det venstre sidefelt kunnet se Moses med lovens tavler (repræsenterende "Loven", som der stod nederst på maleriet, og Det Gamle Testamente). På det højre sidefelt sås Kristus med en velsignende gestus (repræsenterende nåden og Det Nye Testamente, eller "Evangelium", som der stod nederst på maleriet). I den ene hånd holdt han et rigsæble. Et anker stod ved hans fødder. Lignende motiver kan stadig ses på altertavlen i Lyne kirke.
Julius Koch har beskrevet sit arbejde på altertavlens bagside: "Anno 1752 er denne Taule Renoveret og sam(m)e tid var Hr. Jens Bay saagnepræst til denne og Lyne menigheder. Julius Koch pinxit (=malede)". Andre håndværkere, der siden har arbejdet med tavlen, har også skrevet en kort besked under Kochs tekst.
Det mest iøjnefaldende ved altertavlen, som den fremstår i dag, er Paul Høms store skærtorsdagsmaleri, der dækker tavlens 3 største felter.
Jesus og disciplene er bænket omkring bordet. Brødet ligger i et fad foran Jesus. Det ser ikke særlig appetitligt ud; snarere lidt tørt og fladt. Egentlig ligner det slet ikke brød. Men det er måske netop en pointe fra Høms side. Han har nemlig malet brødet, som var det lavet af guld; altså som noget værdifuldt. Dermed får han gjort tilskueren opmærksom på, at brødet ikke kun er brød, men tilmed Jesu legeme. For, som det siges ved altergangen, tog Jesus brødet, "takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: 'Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer; gør dette til min ihukommelse'." Også vinen delte han ud til disciplene, mens han sagde: "Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse".
Man kan ikke se vinen i kanden (eller "kalken", som den kaldes). Til gengæld har Høm forsynet den med et treenighedssymbol bestående af tre ens figurer, der vikler sig ind i hinanden og derved danner en helhed. Den treenige Gud er Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd; altså de tre fremtrædelsesformer, som Gud gør brug af. Dermed markerer Høm (ligesom med brødet), at der er noget særligt - noget guddommeligt - ved vinen. For ved indtagelse af brødet og vinen får man del i Kristi offergerning og Guds kærlighed.
Det fællesskab med Kristus, som nadveren bringer med sig, fremstiller Høm (som en del andre malere før ham) endvidere ved kun at lade disciplene sidde omkring de 3 af bordets 4 sider. Dermed kommer Kvong Kirkes nadvergæster til at sidde med ved bordets fjerde side - altså sammen med Jesus og disciplene - når de knæler omkring alteret.
Ligesom der er forskel på nutidens altergæster, er der også forskel på disciplene. Høm har forsynet dem alle med glorier, der viser deres særlige, hellige status. Jesu glorie er lidt mere fornem end de øvriges. Der er dog én af disciplene, der ikke har glorie på, nemlig ham, der sidder lænet frem over bordet med Jesu beskyttende arm omkring sig. Det er sikkert "den discipel, Jesus elskede", nemlig Johannes, som er beskrevet i Johannesevangeliet (Joh. 13,23. 19,26. 20,2. 21,7 og 21,20). Som Jesu foretrukne discipel burde han vel have en glorie ligesom de andre. Grunden til, at han ikke har det, kan være den, at det muligvis er Høm selv, der har stået model til denne figur, - og så har han syntes, at det var lidt for selvforherligende at forsyne sig selv med en glorie.
Disciplen Peter, der har en fremtrædende rolle i evangelierne, kan det være svært at udpege. Det samme gælder for de fleste andre. Judas, der samme aften forrådte Jesus, kan man imidlertid godt finde. Yderst i højre side er han allerede på vej væk fra bordet og ud af billedet. Han kigger sig tilbage over skulderen med et lettere vrissent udtryk. Det tyder på, at han har fået nok! At han er blevet skuffet over, hvor lidt Jesus har drevet det til, - og derfor kan han ligeså godt tjene nogle penge på at udpege ham for de jødiske ledere og den romerske besættelsesmagt. Man kan også bemærke, at Judas' ansigtfarve virker grå og usund i forhold til de andre disciples. Dermed antydes også hans skurkerolle.
Det er dog værd at bemærke, at Judas ikke bliver smidt ud. Der er stadig plads til ham ved nadverbordet, ligesom der er plads til mennesker af alle slags, når der fejres nadver i kirken.
Under nadverbilledet finder man et langstrakt maleri af et slagtet lam. Stegt lam hørte til det jødiske påskemåltid, som disciplene og Jesus er ved at indtage. Når vi spiser lammekølle i påsken er det altså en tradition, vi har overtaget fra jødedommen (påskeæg, -kyllinger og -harer har dog hverken rod i jødedom eller kristendom). Hvad angår påskelammet er der endvidere den krølle på sagen, at Jesus, eftersom han blev "slagtet" den næste dag, er blevet sammenlignet med påskelammet.
Selve alterbordet er bygget af granitkvadrer, der er dækket af alterbordsforsider af udskåret, malet træ. I alterbordspladen har man fundet en lille, tom relikvieæske, som engang har indeholdt et nu forsvundet relikvie; altså en hellig genstand, såsom en splint fra Kristi kors eller en helgens fingerled.
Kirkens prædikestol er fra 1587. Himlen, der hænger ovenover, kom først til 4 år senere. Panelet langs trappen er fra midten af 1700-tallet.
I prædikestolens 5 fag er der udskåret ornamentik. I friserne ovenfor og nedenunder står der: "Salig / ere de / som hør / Guds Ord / Lucæ XI", hvilket i den nyeste bibeloversættelse lyder: "Salige er de, som hører Guds ord (og bevarer det)", Luk. 11,28, og "Guds / Ord / bli / fver / evind / elig", et citat fra 1. Pet. 1,25 ("Guds ord bliver evindelig" eller i nyere oversættelse: "Herrens ord forbliver til evig tid"). Disse citater er naturligvis valgt, fordi det gerne skulle være Guds ord, der bliver forkyndt fra prædikestolen - menigheden til gavn.
Der er ikke mange figurer på prædikestolen. Men nogle engle er der da blevet plads til i bunden.
Også himlen er forsynet med en tekstfrise. Der står: "Himmel / oc Iord / Skulle / forgaa / mine Ord / icke Lv.21 / Anno 1591". Citatet er altså taget fra Lukasevangeliets 21. kapitel (vers 33) og lyder i den nyeste bibeloversættelse: "Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå".
Altertavlens og himlens stafferinger er sikkert også Julius Kochs værk, da de svarer til stafferingerne på altertavlen.
Døbefonten er en del af det oprindelige inventar. Som selve kirken er den altså fra 1100- eller 1200-tallet. Dens bægerbladsudsmykning er typisk for Vestjylland. En lignende findes f.eks. i Lyne kirke.
Ved dåb anvendes et dåbsfad, der placeres øverst på fonten. Fadet er fra 1550'erne, men kom tidligst i kirkens eje i 1731. Fadet er af messing. I dets midte findes en fremstilling af Mariæ bebudelse.
Poul Høm har fortalt, at han - nu hvor han var i kirken og der gik lang tid med at vente på, at freskens maling tørrede - gerne ville male kirkens bænke. Det måtte han imidlertid ikke, da den ene bænkegavl var forsynet med årstallet 1576. Når de var så gamle, skulle Nationalmuseet godkende projektet, inden Høm kunne gå i gang. Imidlertid fortalte en lokal snedker, at han nogle år tidligere havde fundet årstallet oppe på loftet og indsat det. Om det overbeviste Nationalmuseet om, at bænkene alligevel ikke var så gamle eller ej, så fik Høm i hvert fald grønt lys. Senere har Nationalmuseet angivet, at stolegavlene vitterlig er fra 1576, mens selve bænkene er fra cirka 1900.
Der har tidligere hørt låger til i hvert fald en del af bænkene. På kirkens loft fandt Høm nemlig en gammel en af slagsen, som han malede en præstetavle på. Derefter blev den hængt op i våbenhuset, hvor den hænger endnu og oplyser, hvilke præster pastoratet har haft siden reformationen.
I tårnrummet bagest i kirken står orglet. Det har 6 stemmer og er bygget af Bruno Christensen & Sønner.
Dette orgel afløste et andet fra 1904, der var skænket kirken af den lokale gårdejer Lars Madsen og hans hustru, Bodil Kirsten Berthelsen.
Som nævnt ville Selskabet for kirkelig Kunst gerne have et gobelin i stedet for en fresko. Faktisk fik kirken et gobelin, - dog ikke i samme målestok som fresken.
I dag hænger gobelinet ude i våbenhuset. Det forestiller en hjort, der drikker af en kilde, mens en due (Helligånden) svæver over den. Motivet skal sikkert hentyde til den gammeltestamentlige Salme 42, der i Grundtvigs gendigtning (Den Danske Salmebog 410, 1. vers) lyder:
"Som tørstige hjort monne skrige
alt efter de rindende væld,
så monne og efter dig hige,
o Herre, min tørstige sjæl;
thi du er den levende kilde,
og drikke så gerne jeg ville
for aldrig at tørste igen."
Endelig har Paul Høm i samarbejde med sin datter og svigersøn, Julie Høm og Bo Kristiansen, lavet det stenmosaikkors, der hænger i kirkens nordvestligste hjørne. Dette skyldes endnu en testamentarisk gave, som skænkedes kirken i 1968.
Høm har på en skitse af korset skrevet følgende: "Motiv: livstræet. I det lodrette det voksende og groende begynde[r] forneden med den spirende kraft. I midten evighedscirklen. Det vandretliggende hvilen, døden. Øverst opstandelsen".
Der er endnu nogle få af kirkens ejendele, der bør nævnes.
Lige indenfor døren står en næsten 1 meter høj fattigblok fra 1798. Blokken er ikke længere i brug, da låsen engang i 1980'erne gik i stykker. Dette skete, da tyve brød blokken op for at tage de småmønter, der lå i den.
De to messinglysekroner, der hænger ned fra kirkeskibets loft, er fra 1907.
I våbenhuset hænger en mindetavle over sognepræst Johan Arenth Neumann og frue. Tavlen er todelt. Dels er der tekst på selve trætavlen, dels er der fastgjort en tinplade, der ligeledes er forsynet med skrift.
Øverst på trætavlen står: "ærre minde". Nedenunder sidder den hvælvede tinplade med følgende indskrift: "her paa Kierkegaard giemmes Stövet af JOHAN ARENTH NEUMANN". Mellem præstens navn og det efterfølgende ord har der stået et ord mere, som siden er kradset ud. Herefter fortsætter teksten: "sogne Præst for Zvong og Lyhne menigheder i 21 Aar - han var i hans wandel som en Nathanael og i hans Embede som en Johannes. Læser, vil du efter fölge denne mands Dyd saa suk ved denne skrifte. min gud lad mig leve som denne Retfærdige og döe som ham."
Når pastor Neumann beskrives som "en Nathanael" henviser det til Joh. 1,47. Her fortælles det, at Jesu kommende discipel, Nathanael, kom gående hen mod Jesus. Da udbrød Jesus: "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig". At sognepræsten har været af en helt særlig elskværdig støbning understreges yderligere af sammenligningen mellem ham og Johannes. Det er sikkert den samme Johannes, som Paul Høm har gengivet på altertavlen ved siden af Jesus; altså "den discipel, Jesus elskede".
Efter lovprisningen af præsten følger nu nogle nøgterne oplysninger på trætavlens sidste tredjedel: "Den ærverdige kierke Lærer er föd 1737 i giörding Præstegaard i Riber Stift, döde d. 3die novembr 1800 og er nedsat sönden Qvong kirke tillige med sin kiære hustro, Inger Sophie Bai, som er föd 1755 i höberg Præstegaard, aarhuus Stift, og döde tilforn d. 27de Juni 1786."
Som nævnt ovenfor er kirketårnet føjet til den oprindelige kirkebygning i senmiddelalderen (1400-1500-tallet).
På tårnets nordside ses initialerne HS og KST og årstallene 1797 og 1927. Hvad angår de første tre, står HS for Hans Schmidt, altså den sidste kirkeejer inden kirken blev købt af sognets indbyggere. KST står for Karen Sophie Fogh, som var Hans Schmidts hustru, eller snarere enke. For Hans Schmidt døde i 1796, hvorfor det må være hans kone, der året efter (1797, som årstallet oplyser) har forsynet tårnet med deres initialer og det øverste årstal. Dette må hun have gjort umiddelbart inden, hun afhændede kirken, eller efter aftale med de nye ejere.
Tallet 1927 henviser til et år, hvor kirken gennemgik en grundig restaurering.
I tårnet hænger klokken, der er fra 1503. Den er forsynet med et skriftbånd med teksten: "anno domini m d iii ihesvs nasarenus rex ivdeorvm help maria amen", hvilket betyder "Herrens år 1503. Jesus af Nazaret, jødernes konge. Hjælp Maria. Amen".
Anråbelsen kunne tyde på, at kirken har været viet til Jomfru Maria, der i så fald har været dens skytshelgen. Man må have forestillet sig, at den skriftlige anråbelse steg op til Himmeriget, når man ringede til kirkegang.
Nationalmuseet (ved Ebbe Nyborg og Niels Jørgen Poulsen): "Kvong, Nørre Nebel, Lydum, Henne. Danmarks kirker. Ribe amt" (Danmarks kirker, bind 15). Nationalmuseet 1987.
Niels Munk Plum og G. Sparring-Petersen (red.): "Kirke og Sogn i fortid og nutid", Odense 1954.
Peter Tiemroth: "Paul Høm", København 1986.
Lisbeth Smedegaard Andersen: "Mytens forladte huse. Dansk kirkekunst efter 1945", København 1999.
|
 |
